Flemming Østergaard får halvandet års fængsel

De tidligere Parken-bosser Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup skal i fængsel i sag om kursmanipulation.

Landsretten skærper byrettens dom og har idømt den tidligere bestyrelsesformand i Parken Flemming Østergaard fængsel i halvandet år i den såkaldte Parken-sag.

Han får også konfiskeret et udbytte på ni millioner kroner.
Tidligere Parken-direktør Jørgen Glistrup er i Landsretten også idømt halvandet års fængsel, og han får konfiskeret 800.000 kroner.

Sagen har handlet om kursmanipulation og var en ankesag.
I byretten fik Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup i 2015 henholdsvis fire og seks måneders fængsel. Dengang ankede begge dommen.

Flemming Østergaards forsvarsadvokat, Sysette Vinding Kruse, siger til Ritzau, at hun vil forsøge at indbringe sagen for Højesteret.

Det kræver dog en tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, som skal anse sagen som principiel. Og det er ikke sket med nogen nyere sager om kursmanipulation.

Mens Jørgen Glistrup var mødt op i retten, valgte Flemming Østergaard at blive væk.

Anklageren har under sagen hævdet, at Flemming Østergaard og tidligere direktør Jørgen Glistrup havde centrale roller i Parkens opkøb af egne aktier, som skulle påvirke kursen.

Parken straffes også og idømmes en bøde på 13 millioner kroner.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*