Lolland og Falster samler sig mod oliejagt

Demonstration og møde i går på Lolland. Lokalbefolkningen gør sig klar til kamp mod energiministerens planer om at fracke efter olie og gas i området.

I går blev der både holdt møde og demonstreret mod regeringens planer om at give det hollandske firma, Nail Ressources, lov til at lede efter olie og gas på Lolland og Falster.
– Demonstrationen og mødet bliver forhåbentligt startskuddet på opbygningen af en bred, lokal bevægelse, der kan gå til modstand og afvise, at der skal bores efter olie og gas i vores lokalområde. Hvis ministeren sammen med et flertal i Energiudvalget fastholder beslutningen om at lede efter og udvinde olie og gas på Falster og Lolland, så har vi nu et lokalt beredskab klar, siger Søren Kolstrup til Arbejderen.

Han er medlem af Enhedslisten i Lolland og aktiv i kampen mod, at Lolland og Falster skal lægge undergrund til fracking og olie- og gasindvinding.

Allerede i søndags blev er holdt et første møde for at sætte gang i den lokale modstand. På mødet deltog en række lokale græsrødder, partierne Enhedslisten, SF og Alternativet samt Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Cyklistforbund. Nu forsøger de med demonstrationen og det offentlige møde at udvide kredsen med endnu flere lokale kræfter.

– Det er oplagt at samle lokalbefolkningen. Det her rækker ud over de traditionelle politiske skel. Det handler om, at vi går sammen om at forsvare vores grundvand og forsvarer vores kommune som et grønt, fossilfrit område, uddyber Søren Kolstrup.

De aktive lokale overvejer at sætte gang i en underskriftsindsamling og afholde en konference, der sætter fokus på de konsekvenser, som en olie- og gasjagt vil få for lokalområdet.

VANDVÆRKER: STÆRKT BEKYMRENDE
Folketingets Energiudvalg ventes i løbet af denne uge eller næste uge at komme med en indstilling til ministeren om at sætte gang i olie- og gaseftersøgningen.

Beslutningen om at give Nail Ressources ret til at lede efter olie og gas på Lolland og Falster skulle have været en ren ekspeditionssag, som Energiudvalget skulle have nikket ja til forrige onsdag efter en kort orientering fra ministeren. Men Energiudvalget besluttede at udskyde beslutningen, til der er kommet svar på en række kritiske spørgsmål om olie- og gasjagten.

Det hollandske firma vil bruge den kontroversielle fracking-metode, hvor kemikalier pumpes ned i undergrunden for at få olien og gassen op af jorden.

Vandværkernes brancheorganisation, Danske Vandværker, frygter at grundvandet bliver forurenet, hvis energiministeren giver grønt lys til olie- og gasboringer på Lolland og Falster.

– Vi er nervøse for, at de kemikalier, der bruges ved fracking, trænger ned i grundvandet, og gør uoprettelig skade. Som bekendt drikker vi vores grundvand her i landet, og fracking er en trussel mod grundvandet, siger Danske Vandværkers direktør, Allan Weirup.

– Vi er slet, slet ikke trygge ved det her. Ved fracking pumpes vand, sand og kemikalier ned i undergrunden for at øge trykket på olie og gas, og den metode er meget kontroversiel. Se blot på de mange problemer den har bragt med sig i USA, hvor man jo har gjort det her i årevis. Jeg håber, at både minister og udvalg vil trække i nødbremsen og få diskuteret sagen grundigt, for fracking er en rigtig dårlig ide, siger Allan Weirup, som også undrer sig over den manglende involvering af lokalområdet.

VREDE BORGMESTRE
Guldborgsund Kommune og Lolland Kommune har netop sendt et brev til energi- og forsyningsministeren.

Her gør borgmestrene i de to kommuner det klart overfor ministeren, at kommunerne arbejder målrettet med omstilling til grøn og vedvarende energi.

“Olie- og gasudvinding har på det foreliggende grundlag ingen plads i den fremtid, og vi er samtidig dybt bekymrende over den potentielle risiko for drikkevand, landbrugsjord og naturværdier, som særligt “fracking” vil udgøre”, skriver de to borgmestre.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*