McCain – den respektable republikaner, der blev presset fra højre

Den alvorligt sygdomsramte senator fra Arizona står som repræsentant for det, hans parti er gledet væk fra: Den borgerlige anstændighed.

USA-senator John McCain, republikaner valgt i delstaten Arizona, lider af en ondartet hjernekræft. Den nyhed vakte torsdag sorg i den amerikanske Kongres, hvor McCain nyder agtelse i begge partier.

John McCain er en helt i flere betydninger. Dels er han krigshelt. Hans fly blev i 1967 skudt ned over Hanoi under den amerikanske Vietnamkrig. Han blev alvorligt såret og siden hårdt tortureret i et krigsfangenskab, der kom til at vare seks år.

Da McCains far, der var admiral, i 1968 blev udnævnt til øverstkommanderende for alle amerikanske tropper i Vietnam, tilbød nordvietnameserne som en goodwill gestus, at sønnen kunne blive løsladt før sine medfanger. Det afviste den unge McCain.

Heltemodet har også udstrakt sig til den karriere, som McCain siden har haft i Kongressen, fra 1982-86 i Repræsentanternes Hus, derefter valgt seks gange til Senatet. McCain har turdet gå imod sit parti i en række sager.

På trods af, at han er varigt invalideret af sit ophold i Vietnam, stillede han sig i 1990’erne i spidsen for en amerikansk-vietnamesisk udsoning. Han har været initiativtager til lovforslag, der begrænser pengemagtens indflydelse på amerikansk politik, og til lovforslag vendt mod menneskelige klimapåvirkninger.

Fineste stund
Ved præsidentvalget i 2004 var John McCain opstillet som Republikanernes kandidat. I den egenskab gav han sin karriere en af dens fineste stunder. På sine kampagnemøder havde han med ubehag oplevet, hvorledes Republikanernes højrefløj kogte af vrede mod muslimer og mod sorte amerikanere. Det nåede et højdepunkt, da en kvinde under et møde greb mikrofonen og erklærede, at hun ikke stolede på Barack Obama, »fordi han er araber«. Med et intenst ansigtsudtryk svarede McCain: »Nej, frue, han er en anstændig familiefar og samfundsborger, som jeg bare er uenig med i nogle fundamentale spørgsmål.«

John McCain endte med at tabe 2008-valget til Obama. Stemmefordelingen i procent var 46-53.

Når McCains valgkamp – trods hans forsøg på at holde en civil tone – alligevel fik kastet et mørkt skær over sig, skyldes det, at han ikke formåede at holde Republikanernes stadigt mere ekstreme højrefløj stangen.

Helst ville McCain som sin vicepræsidentkandidat have haft den jævnaldrende demokratiske senator Joe Lieberman, med hvem McCain stort set delte synspunkter. En sådan midtersøgende bevægelse blev afvist af Det Republikanske Partis hårde kerne.

Derpå greb McCain, der måske på det tidspunkt havde mistet entusiasmen om sine politiske handlemuligheder, til en fuldstændigt overraskende beslutning. Som sin vicepræsidentkandidat udnævnte han Alaskas guvernør Sarah Palin. Hun var højtråbende uvidende om de fleste nationale og globale emner, men hendes bramfri ’nu skal mor sige nogle sandheder’-tilgang vakte jubel og begejstring blandt højreaktivister.

Resten af valgkampen kom McCains forsøg på saglighed til at overdøves af Palins løse snak. Demokraterne kunne spille på hendes uegnethed til at stå klar som afløser for den da 71-årige McCain, der ud over sine krigsskader også havde døjet med ondartet hudkræft.

I et længere perspektiv kan man se 2008-valget som skelsættende hos Republikanerne. McCain kunne ikke mobilisere partiet, men det kunne Palin med platheder, der foregreb Donald Trumps valgtriumf i 2016.

Højreskift
Efter sit nederlag ved præsidentvalget i 2008 har McCain foretaget en kursjustering til højre. Kynisk kan man sige, at han var nødt til det, når partiet drejede så skarpt. Ellers havde han risikeret en republikansk udfordrere ved sine følgende genvalg til Senatet i 2010 og 2016.

McCain kunne også have foretaget et andet valg. Der har, siden højrefløjen satte sig på Republikanerne, været forlydender om, at McCain overvejede at skifte til Det Demokratiske Parti – også som konsekvens af sin nære politiske forståelse med Joe Lieberman. Det gik imidlertid hverken værre eller bedre, end at Liebermans højrevendthed gjorde Lieberman til en mere og mere marginal skikkelse i Det Demokratiske Parti – mens McCain valgte at sluge bitre piller ved at forblive republikaner.

Under præsidentkampagnen i 2016 måtte McCain tåle, at den republikanske kandidat Donald Trump forhånede ham. Efter McCain havde kaldt en forsamling af Trump-fans for nogle »tossehoveder«, svarede Trump:

»Han fornærmede mig, og han fornærmede alle i det mødelokale. Han er krigshelt, fordi han blev taget til fange. Jeg foretrækker folk, som ikke bliver taget til fange. Måske var han en krigshelt, men lige nu har han sagt en masse meget grimme ting om en masse mennesker.«

McCain holdt en distance til Trump hele vejen igennem valgkampen og opnåede selv at blive valgt til sin sjette senatsperiode.

At noget er galt med McCain, fik offentligheden en anelse om, da McCain under en senatshøring i juni i år tabte tråden under sin udspørgning af den fyrede FBI-chef James Comey.

Udspurgt af medierne slog McCain bagefter sin forvrøvlethed hen med, at han har siddet for længe oppe og set fodbold i fjernsynet.

Nu ved den hele verden, at sandheden er langt mere grum.

Af: David Rehling. Information den 21. juli 2017.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*