Margrethe Vestager i Washington

Der bliver hvisket. Særligt om Google. Flere amerikanske og internationale medier er tilstede. Det samme er en lang række lobbyister, der repræsenterer tech-industrien i USA. De venter på kvinden, som Silicon Valley frygter: EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

Hun er på et todages besøg i Washington – det første siden hun i juni uddelte Google en rekordstor bøde på 2,42 milliarder euro, hvad der svarer til 18 milliarder kroner. En bøde som sendte chokbølger gennem tech-industrien og Google.

– Hun har sine kritikere her i USA, men de fleste amerikanske medier betragter hende som en politisk rockstjerne. Hun har fældet nogle af de største på tech-området, noget som amerikanske myndigheder ikke har formået, fortæller en journalist fra finansmediet Bloomberg.

Der er interesse og respekt om den 49 årige danske konkurrencekommissær, fordi hun har taget kampen op mod nogle af verdens største virksomheder i sager som omhandler skatteunddragelse, karteldannelse og konkurrenceforvridning. Og Google-sagen har ekstra opmærksomhed i USA, fordi der med bøden fulgte en deadline. EU-kommissionen mener, at Google har misbrugt sin dominerende position til at fremhæve egne produkter fremfor konkurrenternes, når man bruger Googles søgemaskine. Google fik præcis 90 dage til at rette ind, ændre praksis og ændre algoritmer. En deadline som udløber i næste uge. Og hvis Margrethe Vestagers hold vurderer, at det ikke er sket, venter der yderligere dagsbøder for enorme summer.

Læs hele artiklen på DR.dk.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*