Lolland-Falster snydt for over 200 millioner

Når kommunerne næste år – med Økonomi- og Indenrigsministeriet som mellemmand – udligner millioner af kroner, bliver Guldborgsund Kommune snydt for 30,8 millioner kroner, og Lolland Kommune snydes for 26,6 millioner kroner. Det er penge, der sendes til København, Frederiksberg, Gentofte og andre rige kommuner. Det skriver Folketidende.dk i dag.

Og 2018-fejlen er ikke ny. Noget lignende er sket hvert år siden 2006, så Lolland Kommune på de 12 år er gået glip af 90,2 millioner kroner, mens Guldborgsund Kommune er blevet snydt for 114,4 millioner kroner.
– Det er kraftedeme rystende! udbryder borgmester John Brædder (G).

Fejlen skyldes, at man i statistikkerne siden 2006 har skåret alle nytilkomne indvandrere over én kam og registreret dem i en kategori for “dyre” borgere, der skal udløse tilskud – også selvom det har været højtuddannede, vellønnede udlændinge, der betaler skat og bidrager positivt til kommunekassen, der hvor de bor.

Det har kostet dyrt for Lolland-Falster og en stor del af provinsen, hvor en høj andel af udlændingene er lavtuddannede, mens byer med mange højtuddannede udlændinge har nydt godt af fejlen. København har eksempelvis på den konto vundet 1,7 milliarder kroner, og Gentofte har fået en gevinst på 313,7 millioner kroner.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*