Sygeplejerske til Sophie Løhde: Hvor er vores lønfest?

Kære Sophie Løhde

Når jeg på Moderniseringsstyrelsens hjemmeside søger oplysninger om jer, kan jeg læse, at I arbejder for, at velfærdssamfundet hele tiden skal udvikle sig, sådan at der skabes mest muligt velfærd og kvalitet for borgernes penge.

Det synes jeg i bund og grund lyder rigtig flot. Men jeg må indrømme, at jeg er meget i tvivl om, hvad I definerer som velfærd og kvalitet.

Velfærd og kvalitet er ikke begreber, jeg vil kunne benytte om vores sundhedsvæsen, som det ser ud i dag. Godt nok er produktivitetskravet fjernet, men besparelser og trusler mod patientsikkerheden fylder som aldrig før.

Patienterne ligger nærmest i lag op og ned af gangene, der sker fejl med fatale konsekvenser, og personalet sygemeldes på stribe.

Så hvis det er det, I mener med velfærd, klarer I jeres arbejde til UG.

DET SAMME MÅ gøre sig gældende for jeres måde at forhandle overenskomst på.
Ved hjælp af statistik manipulation går I til forhandlinger med det argument, at de offentligt ansatte har holdt lønfest de seneste 10 år og nu skylder de privatansatte op mod 6 milliarder kroner.

Når man tager med i sin betragtning, at staten har brugt 663 millioner kroner på statslige bonusser – eller resultatløn, som det så fint kaldes – i 2016, kan jeg måske godt forstå argumentet omkring en lønfest. Særligt når bonusserne gives på trods af, at de målsatte resultater ikke er opnået.

663 millioner kroner er mange penge. Det er nok til, at hver eneste af de ca. 70.000 sygeplejersker, der er i Danmark, kunne få 790 kroner mere HVER måned i et helt år.
For jeg selv, og de fleste af mine kollegaer, vil knap 800 kroner mere om måneden faktisk være lidt af en lønfest, taget i betragtning af, hvor lidt vi i forvejen tjener.
For mit vedkommende ville det være en lønstigning på 4%.

I MEDIERNE HØRER JEG ofte om, hvor godt det går for den danske økonomi. Der er ligefrem råd til skattelettelser – og store bonusser, som jeg nævnte før.
Men dette gælder åbenbart ikke den offentlige sektor, hvor sygeplejerskerne og de andre offentligt ansatte ikke bliver inviteret med til den økonomiske fest.

Jeg selv og mine kollegaer på de danske sygehuse leverer hver eneste dag de resultater, I på Christiansborg forventer af os. Vi leverer endda mere end det og bidrager i højeste grad til den offentlige sektor.

Så hvor er vores resultatløn? Hvor er vores lønfest?

Hvor er i det mindste bare midlerne til den velfærd og kvalitet, som I taler så meget om?

Som det ser ud til på de nuværende overenskomstforhandlinger, ser det vist desværre ud til, at alle de offentligt ansatte venter forgæves.

Med venlig hilsen
Line Axelsen, sygeplejerske

Ovenstående er Line Axelsens personlige mening og behøver derfor ikke være Lolland-Falster-nyt.dks mening.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*