Løhdes topforhandler forgyldes: “Fuldstændig forrykt”

I en aktindsigt, som Ekstra Bladet har fået, fremgår det, at Moderniseringstyrelsens direktør Poul Taankvist har opfyldt sit delmål i sin resultatkontrakt for 2017 og fået udbetalt en bonus på 12 procent af sin årsløn, hvilket svarer til 130.844 kroner.

Ifølge Ekstra Bladet viser aktindsigten, at staten skulle gå til de nu strandede overenskomstforhandlinger med følgende agenda: “Det er målet, at der ved OK18 opnås et resultat med en smal økonomisk ramme.”

Samme formulering indgår i departementchef Martin Præstegaards kontrakt, kunne Weekendavisen afsløre for et par uger siden.

Det får chefforhandleren for de statsligt ansatte Flemming Vinther op i det røde felt. Han siger “Det er fuldstændig forrykt” og tilføjer:

– Det er klart, at når man får en opgave, der er udstukket på den måde, så tilrettelægger man overenskomstforhandlingerne derefter.

Han mener, at det i Poul Taankvists kontrakt burde have fremgået, at det skulle sikres, at staten har gode og attraktive arbejdspladser inden for en økonomisk forsvarlig ramme.

Overfor Ekstra Bladet undrer arbejdsmarkedseksperten, professor emeritus Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet, sig over.
Morderniseringsstyrelsens tilgang til overenskomstforhandlingerne:
– Hvis man har den type af kontrakter, og Moderniseringsstyrelsen går efter dette, så kan det forhindre, at man overhovedet får lavet et forlig og i stedet havner i en konflikt, siger han til Ekstra Bladet.

På Ekstra Bladets spørgsmål om, hvorvidt udsigten til en bonus påvirker hans ageren under overenskomstforhandlingerne, svarer Poul Taankvist:

– Det er jo ikke mig som person, der skal forhandle resultatet hjem, og det er vel rimeligt nok, at vi som offentlig arbejdsgiver har det mål. Det er jo ikke sådan, at vi kan være i en situation, hvor vi ikke kan opnå et forlig på baggrund af min resultatkontrakt. Det er ministeren, der sidder for bordenden ved forhandlingerne.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*