Stilladsarbejdere i ny blokade: Vores kolleger bliver snydt for pension

Trods flere rykkere har arbejdsgiverne ikke betalt pension til deres østeuropæiske ansatte. Det er ikke vores fejl, siger det kommunalt-ejede HOFOR.

Københavnske stilladsarbejdere blokerer igen byggeriet af et biogasanlæg ved Amagerværket. For to uger siden handlede det om, at mange af de østeuropæiske arbejdere på byggepladsen ikke har den nødvendige uddannelse. I dag handler det om, at østarbejderne ikke har fået deres pension.

– Arbejdsgiveren K2 Leseni har på trods af flere rykkere ikke indbetalt pension til deres medarbejdere for februar og marts. Det er en klar overtrædelse af gældende overenskomst, siger John Jakobsen, formand for Stilladsarbejdernes Brancheklub, til Avisen.dk.

– Vores østeuropæiske kollegaer bliver snydt, og det bliver også et problem for de firmaer, som overholder overenskomsterne, hvis det her bare får lov at fortsætte, siger John Jakobsen, der forudser fortsatte blokader til østarbejderne får deres penge.

Forkert adresse for protest
Hos forsyningsvirksomheden HOFOR, der ejes af Københavns Kommune, ærgrer man sig over stilladsarbejdernes blokade:

– Vi har understreget i vores kontrakter, at danske overenskomster skal overholdes. Det gælder også pension. Vi bad om dokumentation for, at tingene var i orden i slutningen af 2017. Det fik vi. Og nu har vi igen kontaktet K2 Lesenis advokat for at sikre, at alt er som det skal være, siger pressechef Astrid Skotte.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder. Tilmeld
Email
Hun frygter, at regningen for arbejdskampen ender hos københavnerne:

– De her uvarslede blokader bliver dyre for forbrugerne i København. Vi synes, det er en forkert adresse stilladsarbejderne vælger for deres protester. Det er et problem, som må løses af Dansk Byggeri og 3F, siger HOFORs pressechef Astrid Skotte.

– Smid firmaet på porten
Men forsyningselskabet kan ikke bare melde hus forbi, mener formanden for Stilladsarbejdernes Brancheklub:

– I klausulen står der, at man kan blive opsagt, hvis gældende overenskomst ikke bliver overholdt. Den løsning, der ligger lige for, er at opsige K2 Leseni med den begrundelse, siger John Jakobsen.

Københavns overborgmester, Frank Jensen, har tidligere sagt til Avisen.dk, at han ikke accepterer social dumping på virksomheder, der ejes af kommunen.

Den 14. maj mødes Dansk Byggeri og 3F.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*