Info- og debatmøde om almene boliger

Almen bolig.

Enhedslisten-Lolland indbyder til paneldebat på onsdag den 6. juni kl. 19:00. Blegen 4, Nakskov. Mødet er offentligt.

Regeringspartierne, DF, Socialdemokratiet og SF har annonceret omfattende planer for de almene boliger – og specielt for ”udsatte boligområder”. Derfor afholder Enhedslisten-Lolland den 6. juni klokken 19:00 et offentligt informations- og debatmøde herom i Blegen 4, Nakskov.

Paneldeltagerne er: Kaare Dybvad, boligordfører for A, Henriette Bødewadt, folketingskandidat for B, Søren Egge Rasmussen, boligordfører for Ø, Jonna Lund Hansen, næstformand i Nakskov Almene Boligselskab og Jean Thierry, bestyrelsesformand FSB (København), formand for afdelingsbestyrelse.

Paneldeltagerne er blevet anmodet om at forholde sig til fire grundlæggende spørgsmål:

”Udsatte boligområder” skal underkastes store forandringer i henhold til det indgåede forlig. Her melder sig følgende spørgsmål: Hvad kendetegner en såkaldt ”ghetto”/”et udsat boligområde”? – og hvilke problemer har disse områder? Hvilke initiativer har man hidtil taget i disse områder? Hvordan har de virket?

Boliger skal sælges og nedrives: Hvilke følger har det for beboerne i de pågældende boligområder? Hvor skal de berørte familier flytte hen? Hvad sker der, hvis man ikke kan finde erstatningsboliger i hovedstadsområdet? Hvad vil det betyde for vores lokalområde?

Ændringerne i ”udsatte boligområder” skal finansieres af Landsbyggefonden (LFB). Hvad er LFB? Hvilke konsekvenser får det for andre boligområder? Hvad betyder det for de fire områder i Lolland Kommune, der arbejder med renoveringsplaner, hvis der ikke kan hæves penge fra Landsbyggefonden (LFB)?

Kan man vælge andre veje end regeringens? Hvad vil oppositionen? Hvad ønsker boligforeningerne? Hvordan sikrer vi en fremtid med et stærkt beboerdemokrati, en generøs forsyning med almene boliger, ingen ”udsatte boligområder” og en vellykket integration?

Det er arrangørernes håb, at mødet kan sikre en nøgtern afdækning af forligets betydning for både storbyerne og Lolland Kommune samt inspirere til at skabe fuldtonet respekt om beboerdemokratiet og fremme en ligeværdig behandling af vore medborgere i almene boliger.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*