Efter klagestorm: Vil stoppe Det Faglige Hus’ telefonsalg

Det Faglige Hus skal ikke have samme muligheder for at ringe til borgerne som Røde Kors og Red Barnet. Det kan ikke være en samfundsopgave at støtte gule fagforeninger, mener Socialdemokratiet. Også Enhedslisten, Radikale og Alternativet vil ændre reglerne for telefonsalg.

En af de danskere, der ikke kan lide at blive forstyrret af ivrige telefonsælgere, er Peter Harteg. Han har derfor tilmeldt sig Robinson-listen hos borger.dk. En liste, der svarer til “reklamer – nej tak” på postkassen. Alligevel er han flere gange blevet kimet ned af Det Faglige Hus:

– De blæser på, at man siger, at man ikke er interesseret i deres opkald og deres produkter. De ringer bare igen tre uger efter, siger Peter Harteg, der endte med at klage til Forbrugerombudsmanden.

Ugebrevet A4 har søgt om aktindsigt i forbrugerklager over Det Faglige Hus, og klagebunken er så høj, at Forbrugerombudsmanden kun ønsker at udlevere klager fra det seneste år.

Klager får politikere på banen
De mange borgerklager får nu politiske konsekvenser. Flere partier i rød blok vil rejse sagen politisk for at få lukket det, de opfatter som et hul i loven om markedsføring.

Ifølge loven har fagforeninger – også de såkaldt gule fagforeninger som Det Faglige Hus – tilladelse til at kontakte folk telefonisk. Og det til trods for, at borgerne decideret har frabedt sig telefonsalg ved at registrere sig på Robinson-listen. Fagforeningerne falder nemlig ind under en undtagelsesbestemmelse sammen med velgørende organisationer.

– Det er helt galt. Det giver mening, at en organisation som Kræftens Bekæmpelse får en særlig adgang til danskerne, men der er jo intet velgørenhed i Det Faglige Hus, siger forbrugerordfører Karin Gaardsted (S), som nu rejser spørgsmålet over for erhvervsministeren.

Hun mener, lovgivningen er udtryk for positiv særbehandling af de gule fagforeninger selvom regelsættet gælder alle faglige organisationer.

Forskelsbehandling
De overenskomstbærende fagforeninger – som er organiseret omkring bestemte fag – er i praksis forhindret i at bruge samme salgmetoder som tværfaglige organisationer som Krifa og Det Faglige Hus. For eksempel har et fagforbund som Blik & Rør ikke mulighed for at hyre et call center og ringe mere eller mindre tilfældige folk op. Chancen, for at det er en blikkenslager, der tager telefonen, er minimal.

– Vi skal have strammet loven, så det her smuthul bliver lukket. Det giver Det Faglige Hus et forspring, og det kan ikke være en samfundsopgave at støtte en gul fagforening, siger Karen Gaardsted.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*