Troels Lund: EU presser den danske velfærdsmodel

Nye EU-forslag presser den danske velfærdsmodel, siger Troels Lund Poulsen på EU’s socialministermøde.

Danmark og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er i modvind på flere forslag, der torsdag skal afgøres på EU’s socialministermøde i Luxembourg.

– Her fra mødets start ser det ud, som om det bliver en dårlig dag for Danmark, siger Troels Lund Poulsen ved ankomsten til mødet.

– De ting, der er lagt på bordet, går ikke Danmarks vej. Det går den modsatte vej af det, vi har kæmpet for, siger han.

På mødet skal EU-landene enes om en revision af reglerne for europæernes sociale sikring og forslag om balance mellem arbejde og familieliv.

Og her står Danmark til at tabe kampen for at få indekseret de børnepenge, der sendes til udlandet.

Danmark taber også kampen mod øremærket barselsorlov til fædre, ligesom to forslag om dagpenge til udlændinge ventes vedtaget imod danske ønsker.

Troels Lund Poulsen mener, at EU med de nye forslag “påtager sig en potentiel national rolle, som vi er imod”.

– Vi mener ikke, at man skal lave bestemmelser i forhold til øremærket barsel, siger ministeren.

Han siger, at det er en rigtig god idé, at mænd tager barsel.

– Men det er en dårlig idé, at EU skal bestemme omfanget af den øremærkede barsel, siger Troels Lund Poulsen.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*